V. Andrejeff
I det 17. århundrede fandtes der i Rusland en bestemt slags lystige folk, der kaldtes “skomorohi”. Det var et gøglerfolk, der turede landet rundt og optrådte til markedsfester, bryllupper og lignende. De dansede, spillede, sang og viste tryllekunster. De optrådte forklædt som dyr, trolde, hekse og lignende. I Tjajkovsky’s opera “Lille Prinsesse Snefnug” forekommer en hel scene med disse skomorohi. Disse gøgleres ynglingsinstrument var domraen. Gøglerne var meget populære hos den brede befolkning, men var en torn i øjet hos gejstligheden og myndighederne. De gejstlige syntes, at al det gøgl var af det onde, og myndighederne ønskede vel at holde bedre kontrol med befolkningen. Da disse gøglertrupper bestod af folk uden fast bopæl og oftest af lovløse elementer, besluttede man at bremse deres virksomhed. Skomorohierne måtte fortrække til mere fjerne egne, væk fra større byer. Instrumentmagerne, der boede i mere befolkede egne, mistede deres kunder og måtte holde op med at fremstille musikinstrumenterne, og så måtte folk selv bygge disse. På grund af dette blev formen på mange musikinstrumenter forenklet, og samtidig fik de andre navne.
Den så populære domra blev oftere og oftere fremstillet med trekantet krop i stedet for den runde, da det lettede fremstillingen. Den trekantede domra fik navnet balalajka. Der findes flere meninger om, hvorfor dette navn opstod, men den mest sandsynlige forklaring er vel den, at det mongolske ord “bala” og det russiske ord “balakatj.” betyder at passiare, og på samme måde som vi siger, at violinen synger, så siger man, at balalajkaen “snakker”. Spillemåden blev også forandret. På domra spillede man med en træpind eller med en fuglefjer. På balalajka begyndte man at spille med fingrene. På den måde blev den asiatiske domra forvandlet til den russiske balalajka.
Den første omtale af balalajka forekommer i det 18. århundrede, og fra samme tid forsvinder alle omtaler af domra, hvilket beviser, at balalajkaen indtog domraens plads i det russiske folks musikliv.
Om disse gamle balalajkaer kender vi adskilligt mere end om domraer. I det 18. århundrede findes der både trekantede og runde balalajkaer, og de har som regel to strenge, sjældent tre. I det 19. århundrede findes kun den trekantede form for balalajkaer. De runde er en sjældenhed. Som regel er de nu trestrengede og er forsynede med fem forskydelige bånd. Strengene er af tarm. Balalajkaerne stemtes dengang på mange forskellige måder: I kvarter, i kvinter og i tertser.
Trods sin primitivitet havde balalajkaen allerede dengang stor popularitet, og der fandtes fortrinlige virtuoser på dette instrument. For eksempel i det 18. århundrede var der den berømte violinvirtuos Handosjkin, der “legede” med balalajka, og hofviolinisten ved Ekaterina d.2.’s hof var kendt for sit virtuose spil på balalajka. (Han døde i 1847 som hundredårig). I 1850-erne var balalajkavirtuosen Radivilov moskovitternes yndling. Radivilov koncerterede på 1, 3 og 4-strenget balalajka.
Senere får balalajkaen sine velyndere blandt det “bedre selskab”, og man hører om balalajka-virtuoser som Lavroff (operasanger ved Sct. Petersburg opera), godsejer Paskin og andre. I 1880-erne begynder V. Andrejeff at give koncerter, først solo og senere med balalajkaensemble.
V. Andrejeff
Andrejeff fik tilnavnet “balalajkaens fader”. Denne korte gennemgang af balalajkaens historiske udvikling kan passende afsluttes med Tjajkovsky’s ord: “Hvilken skønhed er disse balalajkaer, hvilken forbløffende effekt de kan give. Deres klangfarve er uforlignelig”.
(Kilder: P.Sokoloff, Moskva 1962 og A.Novoselskij, Moskva 1931 fortalt i “Balalajka Blade” nr.3 udgivet af Evgeni Pavlovski, København 1964).