Der findes 2 typer orkestre af russiske folkemusikinstrumenter. De adskiller sig fra hinanden ved antallet af instrumentgrupper, samt ved hvilke forskellige instrumentarter, der indgår.
Den første type er domra-balalajkaorkestret, som i Vesteuropa er kendt som et “balalajkaorkester”. Denne type består udelukkende af strengeinstrumenter, evt. kan suppleres med en eller to bayanharmonikaer, visse slaginstrumenter og gusli.
Den anden type består, foruden af den nævnte strengegruppe, også af forskellige arter af harmonikaer, blæseinstrumenter, alle arter af gusli og visse andre instrumenter, der alle indgår i orkestret på lige fod med strengeinstrumenterne.
Den første type har sin største udbredelse og popularitet hos amatørmusikere, verden over. Den anden findes, med få undtagelser, kun som statsorkestre, radio- og fjernsynsorkestre og konservatorieorkestre.
Du kan læse mere om instrumenterne nedenfor. Hvis din interesse primært er rettet mod strengeinstrumenterne, så har et mangeårigt tidligere medlem, Leif Mejlbro, samlet en række nyere tekster og oversat dem til dansk.
Det samlede værk kan ses via denne side.
Domra – BalalajkaorkesterHovedgruppen udgøres af strengeinstrumenterne domraer og balalajkaer i forskellige størrelser: Domragruppen består af domraer: Piccolo, prim, alt og bas, samt – ikke obligatorisk – mezzosopran, tenor og kontrabas. |
 |
| Balalajkagruppen består af balalajkaer: Prim, sekund, alt, bas og kontrabas. Den sidste findes i to størrelser: Almindelig kontrabas og subkontrabas. Der findes også en piccolobalalajka, der kun bruges i mindre orkestre, der udelukkende består af balalajkagruppen. |  |
Senere indføres bayanharmonika, som efterhånden får en obligatorisk stilling i orkestret.
Den tredje gruppe i orkesteret består af slaginstrumenter: Pauker, lille tromme, tamburin, bækken og andre.
Strengeinstrumenternes indretning:
Strengeinstrumenterne, domra og balalajka, består – i lighed med andre typer af strengeinstrumenter (f.eks. violin, mandolin, guitar) – af tre dele: Kroppen, halsen med gribebrættet og hovedet med stemmeskruer. Domraens og balalajkaens gribebræt er – til forskel fra strygeinstrumenternes – inddelt med metalbånd, der fungerer som orienteringsmærker for toner i kromatisk rækkefølge. Dette letter livet for en begynder, som vil lære at spille på disse instrumenter. Til samme formål tjener de på gribebrættet anbragte perlemorsorienteringsmærker.
Den klingende del af strengen hedder mensur ( fra “sadlen” ved hovedet til “stolen” på dækket). Mensurens længde varierer i forhold til instrumentets størrelse.
Alle oplysninger stammer fra følgende kilder:
V. Andrejeff: “Russisk folkeorkester”, Petrograd 1913.
N. Retjmenski: “Folkemusikinstrumenterne”, Moskva 1956.
V. Avksentjeff: “Orkester af russiske folkeinstrumenter”, Moskva 1962
samt Evgeni Pavlovski’s egne erfaringer, som de er beskrevet i “Balalajka Blade” fra 1963 til 1971, udgivet af Evgeni Pavlovski.